Jeg tror, vi bruger en stor del af vores liv på at forsvare det perspektiv, vi allerede har. Vi finder mennesker, der ligner os, og bruger forskellene til andre til at forklare, hvem vi selv er.
Man kan begynde med at foretrække jazz og ende med at mene, at dem, der hører pop, mangler dybde. Så er musiksmagen blevet til en målestok for andre mennesker. Den bevægelse kender jeg også fra mig selv: Jeg har en holdning, og efterhånden kommer jeg til at behandle den som en sandhed.
Det dukker op, når vi taler om de unge. Det var bedre, dengang vi selv var unge. Vi er glade for, at vi slap for TikTok og Instagram. Jeg kan også se på de unges skærmliv og tænke, at det er noget forbandet lort.
Men min bekymring fortæller mig kun en del af det, jeg har brug for at forstå. For den unge kan telefonen også være adgang til venner, tilhørsforhold og et sted at blive set. Jeg er nødt til at undersøge, hvad den betyder i netop det menneskes liv, før jeg gør min egen opvækst til facit.
De unge skal leve i deres egen tid. Det er den virkelighed, vores hjælp skal kunne fungere i. Når et barn eller en ung flytter ind på et opholdssted, mødes den virkelighed af vores døgnrytme, regler og forestillinger om, hvad et ordentligt liv er. Spørgsmålet er, hvor meget vi selv er villige til at undersøge i det møde.
Når jeg skriver om administrativ pædagogik, mener jeg arbejdet med dokumentation, aftaler og de procedurer, der skal sikre ansvar og sammenhæng. Den del har en nødvendig funktion.
Men jeg oplever, at vi kan blive så optaget af at få hverdagen til at passe ind i organiseringen, at vi overser, hvordan den opleves af den, der skal bo i den. Der kan være orden i vores arbejde og ensomhed på et værelse samtidig.
Selv sproget fortjener et eftersyn. Vi kalder det et tilbud. Det lyder som noget, man kan se på, overveje og vælge til. For en ung, der oplever at være placeret et sted, andre har bestemt, kan det være et mærkeligt ord.
Betegnelsen fortæller os hverken, hvor meget indflydelse den unge oplever at have, eller om hjælpen giver mening. Det skal vi finde ud af sammen med den unge. Det kan vi ikke læse ud af navnet på indsatsen.
Erving Goffman undersøgte i Asylums fra 1961 livet i totale institutioner, med særlig vægt på psykiatriske hospitaler. Han beskrev, hvordan store dele af hverdagen kan samles under samme myndighed og indordnes efter en fælles plan. Det giver institutionens organisering en omfattende indflydelse på menneskets liv.
Analysen er historisk og gør ikke alle nutidige opholdssteder til totale institutioner. Men den giver mig et relevant spørgsmål: Hvornår organiserer vi hjælpen omkring den unges liv, og hvornår forventer vi, at den unge indretter sit liv efter vores organisering? [1]
Der findes også nyere dansk viden, som gør den bekymring konkret. VIVEs notat Faglige principper for ungestøtte fra 2024 samler eksisterende undersøgelser om overgangen til voksenlivet. Her fremgår det, at nogle unge ikke oplever den tilbudte støtte som en hjælp.
Notatet fremhæver betydningen af inddragelse, stabile relationer og støtte, der passer til den unges behov. Det peger også på, at det at blive orienteret om en beslutning er noget andet end at have indflydelse på den. [2]
Det sidste bør vi tage alvorligt i vores egen hverdag. Vi kan forklare en beslutning grundigt og stadig have truffet den, før den unge fik en reel stemme. Vi kan invitere til et møde, hvor konklusionen allerede ligger klar.
Så kan vi bagefter skrive, at den unge er blevet hørt, uden at vedkommendes perspektiv har fået nogen betydning for det, der skal ske. Det er den form for forskel mellem vores proces og den unges oplevelse, jeg mener, vi skal turde undersøge.
I VIVEs interviewundersøgelse Efterværn og støtte set fra de unges perspektiv fra 2022 fortæller 20-årige Linea, at hun selv har fundet et arbejde. Men hun oplever, at det at klare noget godt får kommunen til at se mindre behov for hjælp på andre områder.
Hun siger: ”Ligesom man føler, at man skal gøre sig selv dårligere for at få hjælp.” Det er hendes oplevelse, ikke dokumentation for kommunens motiv. Den er til gengæld vigtig viden om, hvordan det kan føles at forsøge at få hjælp. [3, s. 101]
Den sætning rammer mig. Hvis en ung oplever at skulle vise sig dårligere for at få den nødvendige støtte, er der noget i mødet med systemet, vi er nødt til at forstå.
Hvordan skal vi samarbejde ærligt om udvikling, hvis fremgang samtidig føles som en risiko for at miste hjælpen? Så bliver den unges opgave også at finde ud af, hvilken udgave af sig selv der giver adgang til os.
Goffmans begreber frontstage og backstage fra The Presentation of Self in Everyday Life giver et sprog for, hvordan vi fremtræder forskelligt alt efter, hvem der ser os.
Frontstage er fremtræden over for et bestemt publikum. Backstage giver mulighed for at forberede eller løsne den fremtræden. Det er ikke en enkel opdeling mellem løgn og sandhed. [4]
Jeg kan bruge det blik, når en ung virker hård blandt andre unge og viser noget mere sårbart i en samtale alene. Jeg skal være forsigtig med straks at afgøre, hvilken udgave der er den rigtige. Jeg må undersøge, hvad der er på spil i de forskellige situationer.
Det gælder også os voksne: På et møde kan vi fremstå enige og afklarede, mens tvivlen først får plads på personalekontoret. Det rum kan hjælpe os med at tænke bedre. Det kan også blive stedet, hvor vi bekræfter hinanden i en fortælling om den unge, som vedkommende aldrig får mulighed for at udfordre.
VIVE-notatet peger desuden på, at nogle unge er tilbageholdende med at knytte nye relationer efter tidligere brud, og at stabile, fortrolige relationer har stor betydning. [2, s. 17–19] Det er viden om ungestøtte i overgangen til voksenlivet.
Jeg bruger den som anledning til at undersøge vores praksis tidligere i forløbet: Hvad gør vi for, at den unge får noget menneskeligt at regne med?
Forestil dig en ung, der trækker sig fra fællesskabet, fordi vedkommende forventer at skulle videre til et andet sted. Hvorfor knytte sig til nogen, man snart skal miste? Det er en mulig forståelse, vi må undersøge sammen med den unge.
Hvis vi nøjes med at registrere manglende deltagelse, har vi fået beskrevet en adfærd. Vi mangler stadig at forstå, hvad der gør deltagelsen vanskelig, og hvad vi kan gøre ved det. Uden en måde at arbejde med den del på er vi relationelt på røven.
Det er her, jeg skelner mellem en åben og en lukket tilgang. Jeg bruger ordene som et billede på to nødvendige bevægelser i arbejdet. Først må vi kunne undersøge, hvad vi endnu ikke forstår. Derefter må vi vurdere, beslutte og tage ansvar.
Hvis vi begynder med afgørelsen af, om noget er tilladt eller forbudt, kan vi lukke undersøgelsen, før den overhovedet er begyndt. Men bliver vi ved med at undersøge uden at handle, efterlader vi også den unge uden en tydelig voksen.
Erfaring kan hjælpe os med at opdage noget vigtigt. Den kan også få os til at tro, at vi allerede har forstået situationen. Jeg behøver ikke møde den unge som et blankt lærred.
Jeg skal kunne lade min erfaring blive udfordret af det menneske, jeg faktisk står overfor. Det kræver mere af mig end at genkende en adfærd og tage den sædvanlige forklaring frem.
Relationel pædagogik kan derfor være krævende for både den unge og den voksne. Den kan indebære en samtale om et ansvar, den unge helst vil slippe for. Den kan kræve, at jeg holder fast i en aftale og bliver i kontakten, når vedkommende bliver vred på mig.
Det hårde ligger i at turde arbejde med noget, der har betydning. Jeg skal samtidig kunne begrunde mit krav, tilpasse det til den unges forudsætninger og undersøge min egen reaktion. Ellers risikerer min tydelighed bare at blive mit behov for at bestemme.
Det er også derfor, omsorg kan blive til hensynsbetændelse. Jeg kan få så travlt med at fjerne ubehaget, at jeg undgår den samtale, udviklingen kræver.
Omvendt kan jeg gemme mig bag en regel og slippe for at forstå, hvorfor den er vanskelig at følge. Begge dele kan give mig en lettere vagt. Den unge skal stadig leve med det, vi ikke fik arbejdet med.
Tag skærmtid. En tydelig aftale om telefonen kan være nødvendig. Men at telefonen bliver afleveret, fortæller os kun, at aftalen blev fulgt i den situation. Hvad hjælper den unge med at vælge anderledes, når vi ikke står der?
Hvad er værd at lægge telefonen fra sig for? Her begynder en opgave med at skabe motivation og erfaringer, som den unge selv kan få øje på værdien af. Den opgave fortsætter, efter telefonen er lagt i skuffen.
Jeg genkender den problemstilling ud over opholdsstederne. I folkeskolen, på et hospital og i andre velfærdsinstitutioner kan der opstå afstand mellem en velorganiseret ydelse og menneskets oplevelse af at blive hjulpet.
Det er min vurdering af en risiko på tværs af områderne. Det er også grunden til, at jeg ønsker at arbejde med den relationelle faglighed tidligere, blandt andet i skolen, så vi får bedre muligheder for at forebygge, frem for først at forsøge at begrænse skaden.
Human@Heart Fundamentet i Beneath Academy er mit forsøg på at bidrage til det arbejde. Jeg vil give medarbejdere en fælles ramme for at forstå deres egne reaktioner og tilpasse indsatsen til den anden. Når vi arbejder med hoved, krop og hjerte, skal det kunne bruges i den næste svære kontakt.
Min ambition er, at vi bedre kan undersøge, hvad den unge har brug for, og hvad vi selv bringer ind i situationen. Arbejdet må begynde der, hvor det enkelte hold kan være med, og udvikles i takt med, at de kan bruge det sammen. Den ambition skal vise sin værdi i praksis.
Min egen modstand mod systemet forpligter også mig. Jeg har før forsøgt at skabe forandring på en måde, som gjorde det svært for andre at følge med. Så endte jeg med at skabe mere af den modstand, jeg var frustreret over.
Jeg må tage den samme medicin, som jeg efterspørger: forstå det perspektiv, jeg gerne vil flytte, og finde et sted, hvor vi kan begynde at arbejde sammen. Nogle gange er jeg nødt til at skynde mig langsomt. Det fritager mig ikke for at sige højt, hvor jeg mener, vi svigter.
Det er ikke nok at sige, at den unge skal mødes som et menneske frem for en opgave. Det virkelige arbejde begynder, når vi tager ansvar for både den unges og medarbejderens udvikling.
Den voksne, der skal hjælpe en ung med at forstå sine reaktioner og handle anderledes, har selv brug for hjælp til at undersøge sine egne. Det ansvar skal have en plads i den måde, vi organiserer arbejdet på.
Det er svært at samle et IKEA-møbel, når skruerne stadig ligger på lageret. Vi kan heller ikke blive ved med at efterspørge relationelt arbejde uden at give medarbejderne konkrete værktøjer til at udføre det.
Hvordan opdager jeg, at en ungs afvisning rammer mig? Hvordan undersøger vi sammen, om mit krav hjælper den unge, eller om jeg er blevet optaget af at få ret? Den slags skal vi kunne arbejde med som en del af vores faglige opgave.
Her har ledelsen et ansvar for at gøre medarbejdernes udvikling til en del af arbejdet og følge op på, hvordan den bliver omsat i kontakten med de unge.
For den unge skal kunne mærke forskellen. Det er dér, den relationelle faglighed skal stå sin prøve: i vores evne til også at udvikle de voksne, som har ansvar for at hjælpe de unge videre.
Kilder
[1] Erving Goffman (1961): Asylums: Essays on the Social Situation of Mental Patients and Other Inmates. Særligt første essays indledning, afsnit II–III. Boguddrag: Læs kilden
[2] Katrine Iversen, Niels Peter Mortensen og Michella Ida Mikuta (2024): Faglige principper for ungestøtte. VIVE. Særligt s. 5, 10–11 og 17–19. Læs kilden
[3] Tea Torbenfeldt Bengtsson, Anne-Kirstine Mølholt og Stine Tankred Luckow (2022): Efterværn og støtte set fra de unges perspektiv: En analyse af overgangen til voksenlivet for unge i kontakt med systemet. VIVE. Særligt s. 101. Læs kilden
[4] Erving Goffman (1959): The Presentation of Self in Everyday Life. Udvidet udgave af monografien fra 1956. Forlagets omtale: Læs kilden