Når en ung forlader et opholdssted, fortsætter livet. Det liv skal være en del af vores opgave, mens den unge bor hos os. Hvad har den unge fået bedre mulighed for at forstå og håndtere? Hvilke relationer kan bære videre? Hvad vil den unge selv med sit liv?
Jeg har oplevet, hvor meget arbejdet kan komme til at handle om at få hverdagen til at fungere. Der skal være struktur, aftaler skal holdes, og konflikter skal håndteres. For en ung, der har levet med uro, kan den stabilitet have stor betydning. Min bekymring opstår, når det bliver selve målet. Når vi får skabt en hverdag omkring den unge, men får arbejdet for lidt med det, vedkommende skal kunne tage med sig.
Det er den risiko, jeg kalder opmagasinering. Ambitionen må række længere end til et velfungerende ophold. Vi skal sammen med den unge arbejde hen imod et liv, der giver mening for vedkommende, og forbinde de små skridt i hverdagen med den retning.
I min artikel »Dødsfald og rejsen fra salg til menneske« skrev jeg om, hvordan min interesse for menneskers udvikling begyndte med, at nogen tog sig tid til min. Min mentor, Anders Rønnebech, hjalp mig med at forstå mine egne mønstre. Som salgs- og servicechef havde jeg været tilbøjelig til at øge presset, når resultaterne udeblev. Gennem vores arbejde begyndte jeg at opdage andre måder at møde mennesker på.
Det, der gjorde værktøjerne værdifulde for mig, var, at jeg kunne bruge dem i samtalerne med medarbejderne. Jeg kunne opdage, når jeg selv stod i vejen, og prøve en anden tilgang. Den erfaring tog jeg med, da jeg senere begyndte at arbejde med børn og unge.
Her har jeg også oplevet, at spørgsmålet om min pædagogiske uddannelsesbaggrund kunne fylde mere end interessen for, hvad jeg faktisk havde lært. Det har gjort mig optaget af, hvordan vi undersøger faglighed i praksis. Både uddannelse og erfaring skal kunne omsættes til handlinger, som hjælper den unge. Vi må kunne tale om virkningen af vores arbejde og være åbne for at lære af hinanden.
For mig begynder det med, at den unge mærker sig velkommen. At der er voksne, som har lyst til at bruge tid på at forstå og hjælpe. Jeg ser det som en faglig forpligtelse at blive ved med at undersøge mulighederne, også når samarbejdet er krævende. Den forpligtelse kræver færdigheder og et fællesskab blandt de voksne, der kan bære den.
Derfor har jeg udviklet et undervisningsforløb med Enneagrammet som fælles sprog. Inspirationen kommer fra mit eget forløb hos Anders og hans arbejde med at gøre psykologisk forståelse anvendelig i kundeservice. Jeg har bedt ham følge arbejdet fra sidelinjen og bidrage med faglig sparring. Min opgave har været at omsætte den inspiration til de situationer, jeg møder i arbejdet med unge.
Jeg bruger Enneagrammets ni typer som et sprog for mønstre i opmærksomhed og reaktioner. Modellen skal hjælpe os med at stille mere præcise spørgsmål og undersøge flere mulige forklaringer. Den unges egen oplevelse skal have plads til at ændre vores forståelse. Det er en del af det, jeg mener med ungdomspsykologisk professionalisme.
Kropscentret er en indgang til at forstå, hvad der kan ske, når selvbestemmelse kommer under pres. I modellen knyttes det til grænser, handlekraft og vrede. For nogle kan en besked fra en voksen blive mødt med kraftig modstand, fordi de oplever at miste indflydelse. Så bliver det relevant at undersøge, hvordan kravet blev stillet, og hvilket råderum den unge faktisk har.
Et tydeligt nej kan rumme vigtig information. Måske oplevede den unge, at en beslutning blev truffet hen over hovedet på ham. Måske har vi overset noget i aftalen. Jeg vil gerne gøre det muligt at være uenig og samtidig arbejde videre sammen. Det kræver, at jeg er tydelig om, hvad der ligger fast, og hvor den unge har et reelt valg.
Stilhed skal også undersøges. Den kan være udtryk for ro eller for, at den unge har trukket sig fra kontakten. Jeg må spørge og følge det, der sker over tid. En enkelt reaktion fortæller mig for lidt til at fastslå et menneskes type eller behov.
Jeg husker en episode med en ung fyr, der blev fysisk udadreagerende. Jeg holdt ham fast for at afværge, at nogen kom til skade. Umiddelbart efter, at jeg havde sluppet ham, sagde jeg, at han var stærk. Han gav mig en kompliment tilbage. Vi satte os ind i bilen, kørte hjem, hørte musik og sang med.
Min tanke med bemærkningen var at anerkende hans styrke. Jeg var optaget af, at min egen styrke ikke skulle blive til hans svaghed. Jeg ønskede at bevare hans værdighed efter en situation, hvor jeg havde brugt fysisk magt. Køreturen bagefter er det konkrete, jeg husker om vores kontakt. Episoden får mig stadig til at tænke over det ansvar, der følger med at have magt over et andet menneske.
Det ansvar er en central del af forløbet. Vi arbejder med, hvordan vores egne styrker kan få for meget plads. Jeg kender selv bevægelsen fra tydelighed til dominans. Jeg kan opleve, at jeg blot bliver mere klar i mit budskab, mens den anden mærker et stigende pres. Her har jeg brug for at kunne opdage min egen intensitet og justere den.
Forløbet er derfor bygget op omkring deltagernes egne situationer. En episode beskrives gennem det, der blev sagt og gjort. Derefter undersøger vi mulige forklaringer og vælger en konkret ændring i den voksnes respons. Medarbejderne skal kunne tage arbejdet med tilbage til kollegerne og følge, hvad ændringen betyder i hverdagen.
Materialerne understøtter den opfølgning med en enkel arbejdsgang. Et team kan vælge én tilbagevendende situation og afprøve en justering over 14 dage. Undervejs ser de efter, om der bliver mere dialog, og om den unge får bedre mulighed for at tage stilling og handle. Den unges tilbagemelding skal indgå, når de vurderer, hvad de vil fortsætte med eller ændre.
Det samlede forløb er nyt. Værktøjerne har fulgt mig gennem mange års arbejde med mig selv og andre. Nu skal forløbet ud og bruges på arbejdspladser, hvor erfaringerne kan samles og undersøges. Jeg vil gerne bidrage til en praksis, hvor vi gør vores egne handlinger til genstand for fælles læring.
Det bringer mig tilbage til livet efter opholdet. Når vi arbejder med en konflikt i dag, kan den større opgave være at hjælpe den unge med at sætte en grænse, bede om hjælp eller indgå en aftale, som vedkommende selv har været med til at forme. Det er den slags muligheder, jeg ønsker, at vores indsats skal give videre.