Jeg har i flere artikler argumenteret for, at det relationelle arbejde fylder for lidt, mens den administrative del af pædagogikken fylder for meget. Vi kan blive så optagede af dokumentation, procedurer og handleplaner, at den unge ender med at blive behandlet som en sagsmappe. Det mener jeg stadig, vi skal tage alvorligt.
Men relationel pædagogik kan også komme ud af balance. En tæt relation er ikke i sig selv et tegn på, at vi lykkes med vores arbejde. Vi kan give et ungt menneske meget omsorg og samtidig komme til at stå i vejen for den udvikling, omsorgen skulle understøtte.
Derfor handler denne artikel om vores faglige ansvar, når kontakten bliver tæt, og hensynet til den unge begynder at overtage retningen i arbejdet.
Miriam kom til det opholdssted, hvor jeg arbejdede, med en tung baggrund. Hun havde været udsat for alvorlige svigt og var blevet kidnappet og ført til sine forældres hjemland med henblik på religiøs genopdragelse. Da hun kom til os, havde hun brug for tryghed og voksne, hun kunne stole på.
Hun knyttede sig særligt til en af mine kollegaer, og de udviklede en meget dyb relation. Min oplevelse var, at relationen efterhånden fik karakter af en forældrerelation. Også hendes psykolog gjorde opmærksom på problematikken i den tilknytning, der var opstået.
Jeg oplevede en kollega, som ville Miriam det godt og gav hende betydelig omsorg. Netop derfor er historien væsentlig: Gode intentioner fritager os ikke for at undersøge, hvad vores hjælp faktisk gør ved den unges mulighed for at komme videre.
Når et menneske har manglet stabil kærlighed og omsorg, kan behovet for at holde fast i den blive meget stærkt. Det er forståeligt. Den unge skal heller ikke bære ansvaret for at afgrænse en professionel relation. Det ansvar er vores.
Relationen må gerne være dyb og betydningsfuld, men vi skal kunne stå inde for det, vi giver, også når hverdagen ændrer sig, en medarbejder stopper, eller den unge flytter. Vi kan få en plads i et menneskes liv, som minder om familie, uden at kunne tilbyde den varighed og tilgængelighed, en familierelation normalt indebærer.
Hvis vi mister den forskel af syne, risikerer vi at skabe forventninger, som den unge senere står alene med.
Miriam sagde selv noget, som for mig rammer en væsentlig del af problemet: Hun havde arbejdet med alt det udenfor, men ikke rigtig med det indenfor. Jeg hører hendes udsagn som en beskrivelse af, at meget omkring hende var blevet håndteret, mens hun stadig manglede hjælp til at forstå og arbejde med det, hun bar på.
Trøst har en vigtig plads i det arbejde. Vi har som mennesker brug for at blive mødt og nogle gange holdt, når noget gør ondt. Trøst kan give ro og gøre det muligt at tage imod hjælp.
Men lettelsen fortæller os ikke i sig selv, om vi har fået arbejdet med det, der skaber smerten, eller med den unges muligheder for at håndtere den. Hvis vi bliver ved med at lindre uden at undersøge, hvad der også skal udvikles, kan hverdagen se mere velfungerende ud, end den opleves indefra.
Det indre og det ydre hænger sammen. At kunne lave mad, styre et budget og overholde en aftale kræver praktisk øvelse, men kan også kræve støtte til at håndtere uro, skam eller frygten for at fejle.
Derfor skal vi være nysgerrige på, hvad der gør en opgave vanskelig for netop dette menneske. Samtidig skal den forståelse omsættes til handling. Ellers risikerer vi at forstå den unge stadig bedre, mens hun får stadig færre erfaringer med selv at kunne noget.
Relationel pædagogik kræver, at vi bruger både vores følelsesmæssige kontakt og vores faglige dømmekraft. Vi skal kunne mærke med den unge og samtidig vurdere, hvornår vi skal trøste, hvornår vi skal støtte, og hvornår vi skal fastholde et krav.
Miriam kom på efterværn, da hun blev 18, med mulighed for at blive hos os frem til sit 23. år. Tanken var, at hun gradvist skulle øve sig i en mere selvstændig hverdag med eget køkken, madbudget og ansvar for daglige opgaver. Da hun var 20, meldte kommunen ud, at hun skulle videre i egen bolig året efter.
Min bekymring var, at de foregående to år ikke i tilstrækkelig grad var blevet brugt til den forberedelse. Hun var efter min vurdering fortsat blevet mødt på mange af de samme måder som tidligere. Min kollega havde forsøgt at sætte grænser, men jeg oplevede, at hensynet til Miriam ofte gjorde dem vanskelige at fastholde.
Der blev glattet ud og taget over, hvor hun havde brug for støtte til selv at øve sig. Kommunens besked gjorde afstanden mellem den hverdag, hun kendte, og den hverdag, hun skulle kunne klare, meget tydelig.
Det er her, omsorgen kan blive en bjørnetjeneste i ordets klassiske betydning: en velment handling, som ender med at skade. Jeg bruger ordet hensynsbetændelse om det punkt, hvor vores ønske om at skåne den unge begynder at begrænse hendes udvikling. Vi kan komme til at fjerne så meget ubehag, at hun får for lidt erfaring med at håndtere det.
Det betyder ikke, at vi skal udsætte hende for krav, hun mangler forudsætningerne for at opfylde. Krav skal tilpasses, og støtten skal være tilstrækkelig.
Men vi skal løbende kunne forklare, hvordan vores hensyn hjælper hende fremad. Hvis vi overtager den samme opgave igen og igen, må vi spørge, hvad hun har brug for, så hun efterhånden kan overtage mere af den selv.
Penicillinkuren mod hensynsbetændelse er tydelige rammer, passende krav og et målrettet arbejde med den unges personlige udvikling og selvindsigt. Omsorgen skal hjælpe den unge med at forstå sine reaktioner og gradvist tage mere ansvar for sit liv.
Det kræver, at vi støtter hende gennem det, der er svært, og giver hende plads til selv at øve sig. Kravene skal passe til hendes forudsætninger, og rammerne skal være tydelige nok til, at hun ved, hvad hun kan regne med. På den måde bliver relationen et trygt grundlag for hendes udvikling.
Min ven Anders har mange gange sagt en sætning til mig, som han også har taget med i sin bog: “Aldrig ekstremt, altid moderat.” Han kender den gennem vores tidligere direktør Lars, som selv havde den med fra en chef tidligt i sin karriere. Nu lever den også i mig. I denne sammenhæng minder den mig om at holde balancen mellem omsorg og ansvar.
Vi skal hverken lade procedurer overtage mødet med mennesket eller lade vores følelsesmæssige engagement overtage den faglige vurdering. Struktur giver først mening, når den passer til den unges behov, og omsorg får retning, når den hjælper den unge til at kunne mere i sit eget liv.
Det kræver selvindsigt hos os som fagpersoner. Vi skal kunne undersøge, om vi hjælper ud fra den unges behov, eller om vores egen bekymring, skyldfølelse eller frygt for at miste kontakten har fået for stor indflydelse. Vi kan alle være pressede og have dage, hvor vores dømmekraft og tålmodighed er mindre tilgængelig.
Derfor kan kvaliteten af det relationelle arbejde ikke afhænge af én medarbejders overskud. En tæt relation skal være en del af en fælles faglig opgave, hvor kollegaer og ledelse hjælper med at fastholde mål, vurdere udvikling og opdage, når noget er gået i stå.
Den medarbejder, der står nærmest den unge, har vigtig viden, men har også brug for andre perspektiver.
Relationel pædagogik virker, når kontakten gør det muligt at arbejde med noget, den unge ellers ville stå alene med. Den skal hjælpe hende med at forstå sig selv, tage imod støtte og gradvist få erfaring med at handle på egne vegne.
Vi skal have en retning, som giver mening for hende, og som hun får reel indflydelse på. Tillid skal kunne bære, at vi både viser omsorg og siger noget, der er svært at høre.
Målet er, at den unge får bedre forudsætninger for at leve sit liv, end hun havde ved ankomsten. Det indebærer også at forberede hende på at kunne sige farvel til os.
Det farvel har jeg skrevet om i artiklen om Nora, Fodspor der aldrig forsvinder. Den handler om en anden del af samme ansvar: at have sig selv med i arbejdet og acceptere, at relationen kan ændre form eller slutte. Vi sætter spor, men vi ved ikke altid, hvad de kommer til at betyde.
Da jeg arbejdede som manager i salg og service, kunne jeg følge resultaterne fra måned til måned. I det relationelle arbejde kan der gå år, før en ung fortæller, at noget, vi gjorde, fik betydning. Måske kommer der en besked eller et kort.
Måske hører vi aldrig noget. Vores opgave er stadig at give den unge noget, hun kan bruge, når vi ikke længere står ved siden af hende.
Miriam er et dæknavn.