Jeg kommer ikke fra den klassiske pædagogiske verden. Jeg kommer fra telebranchen. Fra salg. Fra performancekultur. Fra en verden hvor mennesker bliver målt konstant, hvor resultater er synlige, og hvor relationer ofte bliver et værktøj til at skabe performance. Jeg lærte hurtigt at læse mennesker, forstå deres drivkræfter og skabe kontakt på meget kort tid. Men jo længere tid jeg arbejdede i den verden, desto mere begyndte jeg også at se noget, der gjorde mig urolig.
Jeg mødte mange mennesker med ekstrem høj selvtillid og ekstremt lavt selvværd på samme tid.
Det er en farlig kombination. Ikke nødvendigvis for virksomhedernes bundlinje - tværtimod kan det i mange brancher næsten blive en fordel. Mennesker med lavt selvværd søger ofte anerkendelse konstant, arbejder hårdere, performer højere og bliver dygtige til at opbygge stærke ydre facader. Men det gør dem ikke nødvendigvis til balancerede mennesker. Og det skaber sjældent et stabilt indre liv.
Det var blandt andet den erkendelse, der begyndte at flytte mig væk fra salgsverdenen og tættere på personlig udvikling og menneskelig forståelse. Her mødte jeg Anders Rønnebech, som blev mentor for mig i en periode, hvor jeg begyndte at arbejde mere seriøst med menneskelig adfærd, psykologiske mønstre og Enneagrammet som værktøj til at forstå mennesker langt dybere end blot deres adfærd på overfladen.
Det blev samtidig starten på en langt større refleksion omkring unge mennesker, identitet og relationer.
I dag arbejder jeg med udsatte unge på opholdssteder. Unge mennesker som ofte kommer med massive svigt, vrede, uro, skam og identitetsproblemer i bagagen. Unge der ikke nødvendigvis mangler regler, men relationer. Ikke nødvendigvis mangler struktur, men mennesker der bliver ved med at stå der, når facaden krakelerer.
Men samtidig oplever jeg noget, som frustrerer mig dybt.
Jeg oplever et system, hvor mange af indsatserne føles kortsigtede. Hvor opholdssteder nogle gange mere kommer til at fungere som midlertidige parkeringspladser end som langsigtede udviklingsmiljøer. Hvor der bliver brugt enorme mængder skattekroner på indsatser, som skaber kortvarig stabilisering, men ikke nødvendigvis langvarig forandring.
For når unge mennesker flyttes fra relation til relation, fra system til system og fra indsats til indsats uden en reel langsigtet menneskelig plan, så risikerer vi at skabe overlevelse frem for udvikling. Vi holder måske sammen på situationen midlertidigt, men vi får ikke nødvendigvis arbejdet med de dybere identitetsmæssige og relationelle sår, som i første omgang skabte problemerne.
Og det er præcis her, spændingsfeltet opstår for mig.
For jeg trådte ud af en verden, hvor mennesker blev reduceret til salgstal, fordi jeg ønskede at arbejde mere menneskeligt og relationelt. Men nu befinder jeg mig et sted, hvor jeg nogle gange oplever, at relationen igen risikerer at blive kvalt - denne gang ikke af KPI’er og salgsmål, men af administrativ pædagogik.
Der er noget mærkeligt på spil i vores måde at tale om pædagogik på i dag. Noget næsten paradoksalt. For samtidig med at relationer aldrig har været vigtigere, har vi skabt systemer, hvor relationen mange steder er begyndt at leve i skyggen af administrationen. Det er ikke nødvendigvis ond vilje, og det er heller ikke fordi mennesker ikke vil de unge det godt. Tværtimod. Mange steder er dokumentationen opstået ud fra et legitimt ønske om kvalitet, sikkerhed, transparens og faglighed. Problemet opstår først, når systemet stille og roligt begynder at forveksle dokumentation med selve arbejdet.
Jeg oplever nogle gange, at jeg står fanget mellem to verdener. På den ene side ønsket om at arbejde relationelt med de unge. På den anden side et system hvor faglighed ofte bliver oversat til dokumentationskompetence, korrekt terminologi og administrative procedurer.
Samtidig oplever jeg også noget andet, som kan være svært at tale højt om i faget. Nemlig at relationelt arbejde nogle gange næsten bliver mistænkeliggjort. At medarbejdere, som skaber stærke relationer til de unge, kan blive mødt med kommentarer om, at de er “for meget ven” med de unge fremfor “rigtige pædagoger”. Som om nærvær, humor, tæt relation og menneskelig forbindelse risikerer at blive tolket som manglende professionalisme.
Det er her, jeg bruger begrebet “bolsjepædagogik”. Ikke fordi jeg mener, at regler og rammer er ligegyldige, men fordi jeg oplever, at nogle miljøer bliver så optagede af kontrol, struktur og sanktioner, at relationen reduceres til noget sekundært. Og når det sker, risikerer pædagogikken langsomt at bevæge sig væk fra det menneskelige og tættere på noget, der minder mere om institutionsdrift og adfærdsregulering end egentlig udviklingsarbejde.
Nogle steder kan man næsten få følelsen af, at rollen bevæger sig tættere på fængselsbetjent end folkeskolelærer. Ikke fordi medarbejderne ønsker det sådan, men fordi systemerne omkring dem gradvist trækker arbejdet i den retning.
Administrativ pædagogik
Administrativ pædagogik er ikke en officiel disciplin, men mere en tendens. En måde at organisere arbejdet på, hvor dokumentation, struktur, registrering, procedurer og systematik gradvist får mere plads end selve relationen. Hvor fagligheden bliver tæt knyttet til evnen til at navigere i systemer, udfylde planer, dokumentere progression og sikre, at alle processer kan spores og forklares.
I sin bedste form skaber administrativ pædagogik overblik, kontinuitet og kvalitetssikring. Den beskytter både medarbejdere og unge og gør organisationer mindre sårbare overfor tilfældigheder og personafhængighed. Ingen ønsker kaos eller vilkårlighed, og ingen seriøse fagpersoner argumenterer imod nødvendigheden af struktur.
Problemet opstår først, når administrationen begynder at æde relationen indefra. Når medarbejdere bruger mere energi på at beskrive arbejdet end på at udføre det. Når samtaler bliver til skemaer, mennesker bliver til kategorier, og kompleks adfærd reduceres til registreringer. Langsomt kan der opstå en kultur, hvor det målbare får højere status end det mærkbare, fordi det målbare er lettere at rapportere videre i systemet.
Og det interessante er, at mange medarbejdere godt kan mærke det. Vi mærker trætheden. Følelsen af at bruge mere tid foran computeren end sammen med mennesker. Følelsen af konstant at skulle legitimere relationelt arbejde gennem dokumentation. Og måske vigtigst af alt frygten for, at det menneskelige håndværk langsomt mister status i professionen.
Relationel pædagogik
Relationel pædagogik tager udgangspunkt i noget langt mere grundlæggende: at mennesker udvikler sig gennem relationer. Ikke gennem skemaer alene, ikke gennem processer alene, men gennem trygge forbindelser til andre mennesker. Her er relationen ikke et supplement til arbejdet. Den er selve arbejdet.
Det betyder ikke, at faglighed eller struktur forsvinder. Tværtimod kræver relationelt arbejde ofte ekstrem høj faglighed, men fagligheden viser sig på en anden måde. I evnen til at regulere sig selv i konflikter. I at kunne aflæse uro. I at forstå skam. I at kunne skabe psykologisk tryghed uden nødvendigvis at tale om det direkte. I at kunne holde fast i et menneske uden samtidig at kontrollere det.
Relationel pædagogik accepterer også noget, som moderne systemer ofte har svært ved at rumme, nemlig at mennesker ikke udvikler sig lineært. Et ungt menneske kan tage tre skridt frem og to tilbage. Tillid kan opbygges over måneder og brydes på få sekunder. Nogle dage sker udviklingen i en samtale, andre dage sker den bare ved, at medarbejderen bliver ved med at møde op uden at give op.
Det er derfor relationelt arbejde ofte føles næsten usynligt i administrative systemer, fordi noget af det vigtigste ikke nødvendigvis kan tælles eller registreres præcist.
Anbefalinger
Hvis vi virkelig ønsker stærkere relationelt arbejde, handler det derfor ikke om at afskaffe dokumentation. Det handler om at genoprette balancen. Relationel kompetence skal have højere status igen, ikke som noget fluffy eller sekundært, men som en reel kernefaglighed. Evnen til at skabe tillid, regulere konflikter, aflæse mennesker og skabe psykologisk tryghed er ikke “bløde kompetencer”. Det er avanceret menneskeligt arbejde.
Samtidig skal dokumentation understøtte praksis i stedet for at dominere den. Systemer skal designes omkring virkeligheden og ikke omvendt, for hvis medarbejdere bruger størstedelen af deres energi på at fodre systemet, risikerer organisationen at miste kontakten til selve formålet.
Der er også behov for langt mere langsigtede indsatser. Mange unge har ikke brug for endnu en midlertidig løsning eller endnu et skift i relationer. De har brug for stabilitet, kontinuitet og voksne, der bliver hængende længe nok til, at tilliden faktisk kan nå at opstå.
Og måske vigtigst af alt skal vi passe på, at relationelt nærvær ikke bliver mistænkeliggjort i professionen. For mennesker mærker ikke først dine eksamenspapirer eller din dokumentationspraksis. De mærker, om du bliver siddende, når de er svære at være sammen med. De mærker, om du kan holde deres vrede uden selv at blive bange. De mærker, om du bliver ved med at møde dem som mennesker, også når systemet omkring dem er begyndt at se dem som sager.