Jeg kommer fra telebranchen. Fra en verden med højt tempo, klare mål og unge medarbejdere, der hurtigt lærte at præstere, fordi det var det, de blev målt på. Jeg har stået i spidsen for afdelinger med unge mennesker, som kunne levere imponerende resultater, men det tog mig ikke lang tid at opdage, at det, der foregik under overfladen, ofte var mere interessant end tallene.
Bag præstationen kunne der ligge uro, tvivl og et stort behov for at bevise sit værd. Nogle havde meget høj selvtillid udadtil, men et langt mere usikkert ståsted indeni. De havde lært at navigere i en verden, hvor man bliver set, når man leverer, og hvor det hurtigt kan føles risikabelt at vise det, man ikke har styr på.
Det var ikke salget, der endte med at optage mig mest. Det var udviklingen af mennesker. Senere skiftede jeg spor og begyndte at arbejde med børn og unge i udsatte og sårbare livspositioner. Rammerne var helt anderledes, men noget af det menneskelige var genkendeligt. Også her mødte jeg unge, der havde lært at beskytte sig gennem styrke, tilpasning, humor, afstand eller modstand.
Forskellen var, at adfærden nu ikke blev målt i salgstal. Den blev beskrevet i journaler, handleplaner og pædagogiske vurderinger. Det ændrede ikke ved, at spørgsmålet under overfladen ofte var det samme: Hvad forsøger det unge menneske at beskytte, og hvad kræver det af den voksne, der står overfor?
Mødet mellem to generationer
Relationer på tværs af generationer handler ikke kun om alder. De handler også om forskellige erfaringer, livsvilkår og måder at forstå verden på. Den voksne kommer med sin historie, sine værdier og sin idé om, hvad ansvar, respekt og udvikling ser ud som. Den unge kommer med sine erfaringer, sit tempo, sit sprog og de strategier, der indtil nu har været nødvendige for at kunne være i verden.
Problemet opstår, når den voksne uden at opdage det gør sin egen virkelighed til målestok for den unge. Det, der virker logisk for os, er ikke nødvendigvis tilgængeligt for den anden. En direkte besked kan opleves som hjælp af én ung og som kontrol af en anden. Stilhed kan ligne ligegyldighed, men være et forsøg på at undgå overvældelse. Modstand kan ligne manglende respekt, men handle om frygten for at miste sig selv, når en voksen sætter retningen.
Det betyder ikke, at den voksne skal opgive sin position eller lade den unge definere alle rammer. Det betyder, at relationen kræver mere end gode intentioner. Vi må være villige til at undersøge, hvad der sker mellem os, og hvordan vores egen måde at være voksen på påvirker det, vi får tilbage.
Jeg møder derfor ikke først den unge som en sag, der skal forstås, eller en adfærd, der skal korrigeres. Jeg forsøger at møde mennesket i den situation, vi står i. Det lyder enkelt, men i praksis er det krævende. Det kræver, at man kan være nysgerrig uden at blive utydelig og sætte en grænse uden at reducere den anden til det, der gik galt.
Hvor tæt må man gå på?
Jeg har flere gange fået at vide, at jeg går tæt på de unge. At relationen kan blive for personlig, og at man skal passe på ikke at blive for meget ven og for lidt fagperson. Det er en relevant bekymring, fordi professionelle relationer rummer en forskel i magt, ansvar og position. Den voksne har ansvaret for grænserne og for at undersøge, om relationen hjælper den unge til at stå stærkere, eller om den begynder at opfylde noget i den voksne selv.
Men vi kan også blive så optagede af ikke at komme for tæt på, at vi ender for langt væk. Professionalisme kan blive forbundet med en bestemt form for distance, hvor man bevarer overblikket, bruger de rigtige ord og ikke lader sig påvirke for tydeligt. Det kan se fagligt korrekt ud og samtidig gøre relationen tynd.
Unge, der gennem deres liv har mødt mange skiftende voksne, er ofte blevet meget dygtige til at mærke, når noget ikke hænger sammen. De kan høre de rigtige formuleringer og samtidig registrere, at den voksne allerede har trukket sig. De mærker, om interessen er oprigtig, om humoren faktisk opstår mellem os, og om vi er til stede som mennesker eller gemmer os bag rollen.
At bringe sig selv i spil betyder ikke, at den voksne skal dele alt eller gøre relationen privat. Det betyder heller ikke, at den unge skal bære den voksnes følelser. Det betyder, at der må være en vis sammenhæng mellem det, vi siger, og det, vi faktisk står i. Man kan godt sige, at man blev bekymret, vred eller ramt, uden at gøre den unge ansvarlig for det. Man kan vise varme, loyalitet og menneskelig interesse uden at opgive sit faglige ansvar.
Nærhed bliver problematisk, hvis den voksne får brug for at være den særlige. Hvis den unge kun kan reguleres af én medarbejder, hvis relationen begynder at stå over samarbejdet med kollegerne, eller hvis den voksnes behov for at blive valgt påvirker de faglige beslutninger. En stærk relation er derfor ikke automatisk en god relation. Det afgørende er, om den gør den unge friere eller mere afhængig.
Den voksne skal kunne tåle, at relationen ændrer sig. At en anden kollega på et tidspunkt får bedre kontakt. At den unge trækker sig eller ikke længere har brug for det samme. Hvis relationens værdi afhænger af, at den voksne fortsat er den vigtigste, er der noget, der skal undersøges.
Men det modsatte er også værd at undersøge. Holder vi nogle gange så stor afstand, fordi det reelt beskytter os selv mod at blive berørt? Kalder vi det professionel grænsesætning, når vi i virkeligheden er blevet utrygge i relationen? Bruger vi strukturen til at skabe retning, eller til at slippe for den usikkerhed, der opstår, når et andet menneske ikke reagerer, som vi havde håbet?
Det relationelle kan ikke standardiseres
I det pædagogiske arbejde fylder dokumentation, registrering og systemer nødvendigvis en del. De skal skabe kvalitet, kontinuitet og sikkerhed. Men de kan også flytte opmærksomheden fra det, der sjældent kan beskrives fuldt ud i et skema.
Noget af det vigtigste arbejde foregår i timingen. I tonefaldet. I den afstand, den voksne vælger i rummet. I at kunne mærke, hvornår man skal tale, og hvornår man skal lade stilheden være. I at blive siddende lidt længere, når den unge afviser kontakt, uden at presse sig ind og uden at forsvinde.
Det kan være svært at dokumentere præcist, men det betyder ikke, at det er mindre fagligt. Tværtimod kræver det en voksen, der både kan mærke situationen og regulere sig selv. En voksen, der kan tåle den unges modstand uden straks at gøre den til et problem, der skal fjernes.
Relationen på tværs af generationer skal kunne bære forskellene mellem os. Den skal ikke gøre den voksne til en ung eller den unge til en voksen før tid. Den skal skabe en forbindelse, hvor den unge kan møde en person, der både tør være tæt på og stå fast.
Det er ikke det samme som at være venner. Det er heller ikke det samme som at være neutral.
Det er at være til stede som menneske med et tydeligt fagligt ansvar.
For mig er professionalisme derfor ikke at stå uden for relationen. Det er at kunne være i den uden at miste sig selv, den unge eller formålet med arbejdet.